SSP er betegnelsen for et samarbejde imellem Skole, Socialforvaltning og Politi. Samarbejdet går ud på at forebygge kriminalitet blandt børn og unge op til 18 år.
Trivsel i skolen har en afgørende betydning for børn og unges muligheder - både fagligt og socialt.
SSP arbejder forebyggende med kriminalitet og holder bl.a. oplæg i skoler om at lære at sætte grænser, gruppepres, sikker brug af sociale medier, alkohol og rygning m.m.
I hvert skoledistrikt mødes lærere, pædagoger, opsøgende medarbejdere, socialrådgivere, politi m.fl. med jævne mellemrum. Deres store lokalkendskab betyder ofte, at en mulig udvikling af ungdomskriminalitet opfanges tidligt nok til, at der kan gøres en indsats, før problemerne bliver for store.
Der afholdes et ugentligt møde med politiet om unge under 18 år, som optræder i politiets døgnrapporter. Mødet har til formål at give kommunen kendskab til børn og unge, som kan være i berøring med kriminalitet. På mødet aftaler politi og kommune, hvad der umiddelbart skal sættes i værk for at forebygge kriminalitet. Det vil typisk omfatte samtaler i hjemmet eller anden form for kontakt til den unge og familien.
Samtalen med forældre har især fokus på årsager til og risiko for ny kriminalitet, men afdækker også den unges samlede situation. Samtalen skal give den unge et tydeligt signal om sagens alvor. Det bliver gjort klart, hvilke konsekvenser lovovertrædelsen har, og den unge og familien får tilbudt støtte for at undgå, at den unge begår ny kriminalitet. Der bliver også lavet aftaler med den unge og familien i forhold til skole og fritid, så den unge bliver støttet i en bedre udvikling.
Politiet og kommunale myndigheder (men også fx privatskoler, der løser offentlige opgaver) kan udveksle relevante oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis det er nødvendigt for at forebygge kriminalitet, jf. retsplejelovens §115, seneste lovbekendtgørelse: (Retsplejelovens §115: Retsinformation.dk)
Meget få unge er involveret i kriminelle grupperinger, men unge bliver indimellem brugt af grupperinger til at begå kriminelle handlinger. Det kan fx være at hente og bringe ulovlige genstande (eksempelvis våben) eller holde vagt ved steder, hvor der bliver solgt hash. Kriminelle miljøer presser eller lokker sårbare unge, blandt andet ved at sætte unge i taknemmelighedsgæld eller kræve loyalitet af dem. Det kan blive et skridt på vejen mod selv at blive en del af en kriminel gruppering.
Når det først er sket, kan det være rigtig svært at forlade ”fællesskabet” igen. Det kan koste mange penge, og de unge risikerer at blive udsat for vold og andre repressalier.
Ungevejledningen har en Exit-koordinator tilknyttet, som giver støtte, råd og vejledning til unge (både under og over 18 år), der ønsker at forlade kriminelle fællesskaber. Det sker i samarbejde med politiet og Kriminalforsorgen ud fra en konkret vurdering af den enkeltes situation og via en fælles plan for uddannelse og/eller job, bolig, økonomi mv.
Der er en direkte sammenhæng mellem tidlig alkoholdebut og det at begynde at ryge hash, inden man bliver 18 år. Misbrug af alkohol og hash (og andre stoffer) øger risikoen for, at unge begår kriminalitet. Der er også en forøget risiko for ulykker - f.eks. trafikuheld - når unge er påvirkede.
Rigtig mange unge har en overdrevet forestilling om, hvor meget andre unge drikker eller ryger. Det betyder, at unge føler, de skal leve op til det, de tror, andre gør. Derfor er det vigtigt at tale med unge om rusmidler for at udfordre dem på deres forestillinger om, hvad andre gør. Vær nysgerrig og lad den unge tale. Den største hjælp er at lytte interesseret.
Her er nogle råd til, hvordan du som forældre kan sætte rammer for unge omkring alkohol:
Skab muligheder for at tale med den unge.
Fortæl, hvad der er rigtigt og forkert.
Udskyd den unges alkoholdebut så længe som overhovedet muligt. Husk, at aldersgrænsen for køb af alkohol er 16 år.
Sørg for, at der er voksne med til fester, og server drikkevarer, der er alkoholfri.
Hold kontakt med forældrene til den unges venner, så I kan være fælles om at sætte klare grænser for, hvad de unge må.
Du kan altid få råd og vejledning omkring unge og rusmidler ved at henvende dig til Brydehuset via deres hjemmeside www.brydehuset.dk, eller du kan kontakte Åben Familie- og Ungerådgivning på tlf. 4477 6477.